Billedkunst, C

Om faget

I faget billedkunst på C-niveau arbejder du med visuelle udtryk, dvs. med billeder, skulpturer, installationer og arkitektur.

Du vil bl.a. komme til at arbejde med forskellige faglige problemstillinger, fx form, betydning og et værks samfundsmæssige sammenhænge.

Den faglige viden vil du både afprøve praktisk i egne værker og udtryk og bruge til at forstå og forholde dig til andres. Bl.a. skal du ud fra en faglig problemstilling udvælge og analysere et billedmateriale og sætte et af dine egne værker i sammenhæng med det.

Du vil også lære at skelne mellem en personlig oplevelse af et visuelt udtryk og en analytisk tilgang til visuelle fænomener. I løbet af undervisningen får du kendskab til et udvalg af værker fra forskellige perioder, herunder din samtid.


Undervisningen  veksler mellem lærerstyret undervisning, korte kursusforløb og projektarbejde enten individuelt eller i grupper. I slutningen af undervisningsperioden skal du udarbejde et selvstændigt, individuelt projekt. Fælles for alle arbejdsformer er, at processen og opgaveløsningerne skal samles i en portfolio.

Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. som udtryksmiddel, som kunstnerisk billedmedie, til reproduktion af billeder og til informationssøgning.


Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve.

Der afholdes en mundtlig prøve, som sker på grundlag af dels dit eksamensprojekt og dels en opgave i det tidligere gennemgåede teoretisk analytiske stof med udgangspunkt i din portfolio.

Eksamen varer ca. 30 minutter med ca. 60 minutters forberedelsestid.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.
Du kan altså ikke blive optaget, hvis du kommer direkte fra 10. klasse, hvad enten 10. klasse er taget på en folkeskole eller anden institution.
For at blive optaget på udvalgte fag skal du normalt have fulgt undervisning i faget på det nærmeste underliggende niveau - eller have tilsvarende faglige kvalifikationer.